Tilbage til start

Læringssyn i relation til metoden

Der har gennem tiderne hersket forskellige filosofiske videnskabs og kundskabs syn, hvilket har medført forskellige didaktiske hovedretninger. Med reformpædagogikkens udbredelse i det sidste århundrede er der på mange områder sket et skift fra et naturvidenskabeligt syn på læring til et mere åndsvidenskabeligt orienteret syn på kundskaber og læring i undervisningshenseende.

Mens mål-middel-didaktikken stod stærkest i USA i 1960’erne, begyndte man i Skotland at finde alternative løsninger frem for den naturvidenskabelige tilgang til læring.

De didaktiske retninger, som er knyttet til pædagogik som naturvidenskab, er stærkt domineret af positivistisk funderet psykologi, som ofte kaldes behaviorisme eller adfærdspsykologi. Flere amerikanere, bl.a. Ralph Tyler, mente, at al undervisning og enhver plan for læring kunne sættes op i mål. Man var optaget af at styre elevernes læring, og for at det kunne lade sig gøre, måtte undervisningen deles op i afgrænsede klare elementer, som lod sig undersøge videnskabeligt, dvs. empirisk.[i] Mens der blev sat isoleret mål for hvert fag i Amerika, slog man derimod flere af fagene sammen i Skotland til ”Environmental Studies”.  Didaktiske retninger knyttet til pædagogik som åndsvidenskab begyndte at gøre sig gældende fra midten af det 20. århundrede. Mål-middel-didaktikken blev bl.a. kritiseret for at have et for snævert læringssyn for at imødekomme målpræciseringen.

I den sovjetiske forskning tog man også afstand fra den statiske, empiriske forskning og bevægede sig mod en mere dybdegående begrebsafklaring og forståelse af menneskelig virksomhed. Kendt er især L.S. Vygotskij (1896-1934) for sin virksomhedsteori. Selv om Vygotskij først blev anerkendt i 80’erne, er der store lighedspunkter mellem hans læringsteori og storylinemetodens syn på læring. ”Læring sker i zonen for den nærmeste udvikling” er en central formulering i virksomhedsteorien. Heri ligger, at man mener, at man lærer det, der ligger i umiddelbar forlængelse af det, man allerede har lært. Eleven kan gøre det nye sammen med en anden og mere kompetent (fx læreren), som han ellers endnu ikke kan alene, men som han måske derefter kan uden hjælp. Læring ses her som et socialt anliggende ved interaktion og tilegnelse. [ii]

En anden forståelse af læring, som også kan relateres til storylineteorien, kan betegnes som konstruktivisme, hvor en af frontløberne var Jean Piaget (1896-1980). Piagets læringsteori går på, at læring er en ligevægtsproces, hvor individet tilstræber at opretholde ligevægt i sit samspil med omgivelserne gennem adaptation. Adaptation kan teoretisk opdeles i to forløb nemlig assimilation og akkomodation.

     Assimilativ læring kan kort beskrives som den proces, der sker, når et individ optager indtryk fra omgivelserne og lægger de nye oplevelser til allerede eksisterende strukturer. Assimilativ læring kan sættes i relation til elevernes diskussion og hypotesemodeller, som forekommer umiddelbart efter, at læreren har stillet et nøglespørgsmål.

     Akkomodativ læring består derimod i en rekonstruktion af tidligere etablerede strukturer gennem nedbrydning, frisættelse og reorganisering. Denne sidstnævnte proces kan opleves som krævende og belastende, da påvirkninger fra omgivelserne ikke kan indpasses i de eksisterende skemaer, og der skal så ske en nedbrydning af disse. Ved akkomodativ læring kan individet bringes markant videre udviklingsmæssigt. Lidt forsigtigt kan man sige, at akkomodation hovedsageligt kan forekomme i den sidste fase i et storylineforløb, hvor elevernes hypoteser sættes i relation til virkeligheden, men om der sker en akkomodation er ikke givet. Amerikaneren Jeff Creswell, beskriver i bogen: Creating Worlds - Constructing Meaning: The Scottish storyline method[iii] om et storylineforløb, hvor nogle af hans elever hellere ville fastholde deres egen model, frem for den virkelige, efter at være blevet konfronteret med virkeligheden på tur ud af skolen. Steve Bell har også erfaret, at elever hellere vil fastholde deres produkt end acceptere det, de fx oplever ved et virkeligt butiksbesøg. Bell pointerer, at det gode ved arbejdsmåden er, at eleverne ved, hvad de skal spørge om, når virkeligheden konfronteres. Bell har endvidere oplevet, at eleverne har været overrasket over ting, de ikke havde taget stilling til under forløbet.[iv]

En sidste teoretiker, der kort kan sætte i relation til storylineteoriens læringssyn, er John Dewey (1859-1952), som er ophavsmanden til erfaringspædagogikken og en af reformpædagogikkens mest fremtrædende tænkere og igangsættere, hvis erfaringsfilosofi har haft stor indflydelse på didaktisk teori og praksis.[v] Dewey er nok den teoretiker, hvis synspunkter går bedst i spænd med storylineteoriens dannelses- og læringssyn. Det er nok også derfor, han ofte citeres i forbindelses med storylineteori, som fx i Storylinebogen af Falkenberg og Håkonsson. To citater,[vi] som taler for sig selv, er Deweys fokus på forbindelse mellem tanke og handling: ”Eksperimentalvidenskab betyder mulighed for at bruge de tidligere erfaringer som tankens tjenere, ikke som herrer. Det betyder, at fornuften arbejder indenfor de grænser, som erfaringen har afstukket.”  og ”Eleverne skal ikke have noget at lære, men noget at gøre, og det skal være af en sådan art, at det kræver tænkning.” Derfor har storylinemetoden også taget hans berømte slagord til sig: ”Learning by doing”. Dewey pointer, at undervisningen skal knytte sig til virksomheder og ting, som findes i det omgivende samfund, så børnene ser sammenhæng mellem det, de lærer, og den verden, de lever i. Derfor skal eleverne ikke stilles over for faginddeling og timeplan, når de begynder i skolen, men tage del i en række praktiske og konstruktive aktiviteter som madlavning, syning og sløjd. Skrivning, læsning og regning skal iflg. Dewey ikke være fag, men læres når der er brug for det som et led i en bestemt aktivitet.[vii]

Fælles for ovenstående teoretikeres syn på læring er, at de alle fremhæver virksomhed, aktivitet, egen erfaring og arbejde som gode forudsætninger for børns læring. Endvidere er ovenstående teoretikere også ofte sat i relation til problemorienteret projektarbejde. 

 


[i] Hiim: Læring Gennem Oplevelse, Forståeles og Handling, side 40.

[ii] Illeris: Læring, side 44.

[iii] Creswell: Creating Worlds Constructing Meaning.

[iv] Bell: An Introduction to the Storyline Method.

[v] Reinsholm: Pædagogiske grundfortællinger, side 91- 106.

[vi] Falkenberg: Storylinebogen side, 53 citat fra Den pædagogiske tænknings historie. Bind 2. s.132-146.

[vii] Dewey: Erfaring og Opdragelse, side 8 –32.

Tilbage til start